Den som tilhører eller er nært knyttet til en andens husstand eller tidligere har haft en sådan tilknytning til husstanden og som gentagne gange over en periode udsætter den anden for groft, nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den anden, herunder ved udøvelse af negativ social kontrol, straffes for psykisk vold med bøde eller fængsel indtil 3 år. Det fremgår af straffelovens § 243.
Bestemmelsen blev indført i april 2019.
En adfærd, der gentages:
For at en handling skal være psykisk vold kræves normalt gentagende adfærd, der opfattes som et mønster. Enkeltstående krænkelser falder normalt uden for denne bestemmelse, men i få tilfælde af meget alvorlige krænkelser kan det være tilstrækkeligt. Gentagende adfærd behøver ikke at være af samme type krænkelser.
Mønstret af handlinger, som offeret udsættes for, er kendetegnet med handling præget af utryghed og frygt for fortsat vold, seksuelle overgreb, trusler, tvang eller andre krænkelser. Handlingerne eller undladelserne kan omfatte forskellige typer krænkelser af den anden persons krop, helbred eller mentale tilstand.
Den pågældende adfærd skal have en vis varighed, som vurderes konkret. Længden af denne periode afhænger af intensiteten og potentiel skadevirkning af adfærden. Selv en kort periode kan være tilstrækkelig, hvis der er hyppige eller intense episoder.
Nært knyttet husstanden:
Begrebet ”nært knyttet til en andens husstand” betyder, at bestemmelsen primært finder anvendelse på personer i den forurettedes husstand, såsom ægtefæller, samlevere, forældre, plejeforældre eller søskende. Den finder også anvendelse på personer med en tæt tilknytning til den anden persons husstand, f.eks. tidligere ægtefæller, der stadig besøger husstanden regelmæssigt på grund af fælles børn, eller en onkel, der er involveret i børnenes opdragelse. Det kan også omfatte forurettedes kæreste, der ikke bor sammen med vedkommende. Ved vurderingen af, om en person er nært knyttet til forurettedes husstand, kan faktorer som fælles folkeregisteradresse, afhængighedsforhold, slægtskab og hyppige besøg i forurettedes hjem indgå. Denne opregning er ikke udtømmende, og det kan også være relevant at se på, om gerningsmanden og forurettede jævnligt har kontakt gennem digitale tjenester såsom telefon, sms, GPS-tracking, sociale medier osv., især når det kommer til psykisk vold.
Personer, der ”tidligere har haft en sådan tilknytning til husstanden,” kan omfatte gerningsmænd, der tidligere har været en del af husstanden eller på anden måde haft en tæt tilknytning til husstanden, f.eks. en ekskæreste, der er flyttet fra husstanden, eller et familiemedlem, der ikke længere besøger forurettedes hjem regelmæssigt.
Der skal være en vis sammenhæng mellem den psykiske vold og gerningsmandens tilknytning til husstanden. For eksempel kan krænkelser, der begynder, mens forurettede og gerningsmanden bor sammen og fortsætter efter, at gerningsmanden ikke længere er en del af husstanden, have tilstrækkelig sammenhæng. Hvis den krænkende adfærd derimod først begynder længe efter samlivsophævelsen, er det normalt ikke omfattet af bestemmelsen. Ved psykisk vold, der f.eks. begynder et år efter en samlivsophævelse, vil der normalt ikke være tilstrækkelig sammenhæng mellem den psykiske vold og gerningsmandens tilknytning til husstanden, medmindre parterne har opretholdt regelmæssig og tæt kontakt på grund af fælles børn.
Adfærdens karakter:
For at en adfærd kan betragtes som grov og omfattet af bestemmelsen, skal den være nedværdigende, forulempende eller krænkende. Ikke enhver form for sådan adfærd udgør imidlertid psykisk vold i henhold til bestemmelsen. Omvendt er det heller ikke nødvendigt, at hver enkelt handling eller undladelse er grov, hvis der samlet set er tale om en grov nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd.
Kravet om, at adfærden skal være grov, er tæt forbundet med kravet om, at den skal gentages over en periode og være egnet til at kontrollere offeret. Det indebærer, at der samlet set skal være en vis varighed, intensitet og grovhed i adfærden.
Nedværdigende handlinger refererer til adfærd, der er egnet til at ydmyge eller nedgøre offeret. Dette kan f.eks. omfatte åbenlys forskelsbehandling, fratagelse af indflydelse over egne forhold eller påtvingelse af handlinger eller situationer, som offeret finder uværdige. Det er ikke nødvendigt, at andre end gerningsmanden er vidne til ydmygelsen.
Forulempende handlinger drejer sig primært om gerningsmandens chikanerende eller generende adfærd. Dette kan f.eks. omfatte kontakt med offerets arbejdsplads, familie eller venner for at sprede falske rygter, fremsætte fejlagtige oplysninger til offentlige myndigheder, herunder indgivelse af falske anmeldelser til politiet, deling af private billeder af offeret med andre, bestilling af et stort antal varer til levering hos offeret eller hyppig afsendelse af beskeder til offeret om, at man ved, hvor vedkommende befinder sig. Gerningsmanden kan få andre til at udføre disse handlinger på vegne af sig selv.
Krænkende adfærd er en bred betegnelse, der kan omfatte handlinger, der skader offerets ære, selvfølelse eller psykiske integritet. Det indebærer ofte, at offeret oplever overskridelse af grænser, herunder seksuel eller overvågningsmæssig krænkelse. Krænkende adfærd kan også forekomme, når en person er vidne til handlinger rettet mod sine nærmeste, som opfattes som ubehagelige eller chokerende, f.eks. når et barn ser vold, psykisk vold eller andre overgreb mod dets forældre eller søskende.
Krænkende adfærd kan også omfatte manipulerende handlinger, hvor offerets tanker, holdninger og adfærd påvirkes gennem snedige, vildledende, opildnende eller forførende handlinger. Offeret kan opleve, at gerningsmanden vender en situation, således at den krænkende adfærd virker som om offeret selv er skyld i det. Manipulation kan også omfatte uretfærdig kritik, antydninger eller beskyldninger med det formål at få offeret til at underkaste sig gerningsmanden.
Den omfattede adfærd kan være både handlinger og undladelser.
Begreberne nedværdigende, forulempende og krænkende adfærd overlapper nogle gange, da visse handlinger kan være alle tre typer af behandling.
I lovens forarbejder nævnes eksempler på adfærd, der afhængigt af omstændighederne kan betragtes som nedværdigende, forulempende og krænkende. Disse eksempler omfatter isolering af en person fra deres familie eller netværk, uautoriseret overvågning f.eks. gennem digitale tjenester eller GPS-udstyr, kontrol over en persons daglige liv, herunder søvn, sociale interaktioner, valg af selskab og påklædning, ignorering af en person, holden i uvidenhed om vigtige beslutninger som rejser til udlandet, begrænsning af en persons bevægelsesfrihed, forhindre en samlever eller ægtefælle i at søge arbejde, nægte adgang til støtte, omtale af en person som ubetydelig, indførelse af regler der ydmyger eller udstiller personen, isolering af en person fra deres barn eller nærmeste, kontrol over en persons økonomi, trusler mod personen eller deres børn eller nærmeste (truslerne behøver ikke nødvendigvis være omfattet af § 266), udsætte en persons børn eller nærmeste for overgreb eller vold for at skade personen, fastholde en person i et ægteskab på grund af ærbarhed eller familiestatus, udøve negativ social kontrol mod offeret. Krænkende adfærd kan involvere at påtvinge en person bestemte livsbeslutninger, f.eks. valg af uddannelse eller ægtefælle, samt at isolere en person fra adgangen til sundhedsvæsenet, uddannelse og arbejdsmarkedet. Det kan også indebære at tvinge en person til at gennemføre eller afslutte en graviditet, at afpresse eller true en person, at ødelægge eller true med at ødelægge en persons ejendele, eller at sprede ondsindet sladder, rygter eller intime oplysninger om offeret.
I tilfælde af børn kan krænkende adfærd omfatte konstant nedvurdering eller nedbrydning af deres selvværd. Dette kan f.eks. inkludere at ignorere og nægte omsorg for barnet, eller at bruge barnet som et redskab i konflikter mellem forældrene. Der kan også være tale om kommentarer om barnets krop, vægt eller madindtag.
Det skal bemærkes, at de nævnte eksempler ikke er udtømmende, og vurderingen af, om adfærden er nedværdigende, forulempende eller krænkende, afhænger af de konkrete omstændigheder, den krænkede persons alder, modenhed og relationen mellem parterne.
Utilbørlig styrende adfærd indebærer en form for kontrol, der ikke naturligt hører til i relationen mellem parterne. Styring kan dog være berettiget og naturlig i visse tilfælde, såsom i forholdet mellem en voksen og et barn (under forudsætning af at barnets alder og modenhed tages i betragtning), eller i forholdet mellem en plejekrævende ældre eller handicappet person og den person, der plejer eller passer dem. Dog antages det i forarbejderne, at meget grove krænkelser sjældent kan anses for at være en naturlig del af relationen mellem parterne. Dette betyder, at opdragelse af børn som udgangspunkt ikke omfattes af bestemmelsen, men at forældrenes adfærd over for deres børn kan blive omfattet af bestemmelsen, hvis den når et niveau af grovhed, f.eks. hvis barnet gentagne gange og i længere tid bliver sat i stuearrest.
At ”styre” sigter mod kontrollerende adfærd, der begrænser den krænkede persons frie udfoldelse, ofte på grund af frygt for yderligere krænkelser. Generelt antages det, at denne adfærd har til formål at give krænkeren en magtposition i forhold til den krænkede eller at styrke og opretholde denne magtposition. Det kan omfatte dominerende eller kontrolpræget adfærd, der resulterer i, at den krænkede mister følelsen af at have kontrol over sit eget liv, nedbryder den krænkede persons selvværd eller isolerer og gør den krænkede afhængig af krænkeren. Den samlede adfærd skal derfor være egnet til at påvirke den krænkede til at gøre eller acceptere noget, som ikke er udtryk for den krænkedes frie vilje.
Vurderingen af, om adfærden er egnet til at styre den krænkede, er objektiv. Det er således ikke afgørende for bestemmelsens anvendelse, om den krænkede, faktisk er blevet styret. Strafbare handlinger afhænger heller ikke af, om styringen har påført den krænkede psykisk skade eller lignende.
Bestemmelsen blev i 2021 ændret for at præcisere anvendelsesområdet, herunder ved at inkludere negativ social kontrol. Ændringen har til formål at tydeliggøre, at ægteskabs- eller skilsmissekontrakter, der på grund af deres indhold fastholder en person i et ægteskab eller en lignende samboende situation baseret på ærbarhedsbegreber eller familiens status, eller på andre måder søger at lægge pres på en person for at træffe eller undlade at træffe visse livsbeslutninger vedrørende f.eks. skilsmisse, valg af (fremtidig) ægtefælle, partner, bopæl eller uddannelse, udgør negativ social kontrol. Afhængigt af de konkrete omstændigheder kan dette udgøre psykisk vold ifølge forarbejderne. Det er også forudsat, at religiøse prædikanter og andre personer, der anses for at have særlig autoritet over for den krænkede og deres nærmeste, og som hjælper med udarbejdelsen af disse kontrakter, kan straffes for medvirken.
På grund af den forskelligartede karakter af sager om overtrædelse af bestemmelsen, er det ifølge forarbejderne ikke muligt at fastlægge et specifikt strafniveau for overtrædelserne. Det er dog forudsat, at straffen for overtrædelse af bestemmelsen skal fastsættes med udgangspunkt i straffen for gentagne overtrædelser af § 244, stk. 1, begået mod det samme offer. Dette betyder, at de laveste strafniveauer (mindre end 60 dages fængsel) normalt ikke bør anvendes ved strafudmålingen for overtrædelser af bestemmelsen.
Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag afhænger af rettens konkrete vurdering af alle relevante omstændigheder. Ved strafudmålingen skal der tages hensyn til karakteren og varigheden af den nedværdigende, forulempende og krænkende behandling, den krænkedes forhold og konsekvenserne af adfærden for den krænkede. Ifølge forarbejderne bør det f.eks. betragtes som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen, hvis den krænkede er et barn, har en funktionsnedsættelse eller på anden måde er fysisk eller psykisk underlegen i forhold til gerningsmanden. Det bør også være en skærpende omstændighed, hvis et barn er vidne til psykisk vold mod en nærtstående person.
Praksis:
I TfK2022.9 blev T dømt skyldig i voldtægt under særligt skærpende omstændigheder. Over en periode på cirka 6 måneder begik T gentagne gange voldtægt mod sin kæreste og senere hustru, F. Han udøvede også fysisk vold, herunder kvælertag og slag. T blev desuden fundet skyldig i psykisk vold ved at nedværdige, forulempe og krænke F på grov vis i samme periode. Hans adfærd var egnet til at styre F, idet han gentagne gange kaldte hende en synder, luder, klam so og sin personlige luder. Han hævdede at eje F og pålagde hende at isolere sig fra familie og venner, forhindrede hende i at kommunikere med andre og gik imod hendes vilje. T blev idømt en fængselsstraf på 7 år. Ved strafudmålingen blev der især lagt vægt på den særlige krænkelse forbundet med forbrydelsen, det faktum at der var flere voldtægter begået over en længere periode, F’s livsfare i forbindelse med kvælertagene og grovheden af den psykiske vold. T blev også pålagt at betale 225.000 kr. i tortgodtgørelse.
I TfK2022.130 blev T dømt for overtrædelse af straffelovens § 243 i perioden fra 1. april 2019 til 30. januar 2020. T udsatte gentagne gange F, som var hans kæreste og lejlighedsvise samlever, for groft nedværdigende og krænkende adfærd, der havde til formål at styre F på en utilbørlig måde. Det blev anerkendt, at T og F havde et nært tilknytningsforhold som omfattet af straffelovens § 243 i den pågældende periode. T’s adfærd omfattede brug af groft nedværdigende og nedsættende sprog, hyppige irettesættelser, herunder i nærvær af parrets børn, kritik, anklager samt forsøg på at isolere F fra familie, netværk og udenforstående, herunder F’s arbejdsgiver. Disse handlinger havde til formål at nedgøre og ydmyge F, og som følge heraf blev F’s selvværd og selvfølelse nedbrudt i den pågældende periode. T blev også tiltalt for voldtægt af F, men blev frifundet for dette. Ved fastsættelsen af straffen blev det bemærket, at ifølge forarbejderne til straffelovens § 243 skal straffen for overtrædelse af bestemmelsen udmåles med henvisning til gentagne overtrædelser af straffelovens § 244, stk. 1, over for det samme offer. Det blev også nævnt, at som udgangspunkt bør der ikke idømmes en straf på under 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 243. De voterende ved straffastsættelsen tog alle hensyn til omfanget, intensiteten og karakteren af T’s groft nedværdigende og krænkende adfærd, som blev udøvet på forskellige måder mod F, herunder også i nærvær af parrets børn. Tre af de voterende stemte for at bekræfte byrettens strafudmåling på fængsel i 6 måneder, mens tre andre stemte for at fastsætte straffen til fængsel i 4 måneder. T blev endelig idømt fængsel i 4 måneder. Der var ikke grundlag for at tilkende F erstatning for tort.
