Jeg orienterer mig løbende i de domme Familieretterne, Landsretterne og Højesteret afsiger.
Her er et udpluk af de trykte domme, der er afsagt indenfor den seneste tid, som jeg har hæftet mig mest ved.
Højesterets dom af 16. august 2024
Uanset morens samværschikane skulle den fælles forældremyndighed ikke ophæves, og børnene skulle fortsat have bopæl hos hende.
Sagen angik i første række, om den fælles forældremyndighed over børnene B1 og B2 skulle ophæves, sådan at forældremyndigheden skulle tillægges F alene. Hvis den fælles forældremyndighed ikke skulle ophæves, angik sagen, om børnene fortsat skulle have bopæl hos M. B1 og B2 var henholdsvis 7 år og 4 år på tidspunktet for Højesterets afgørelse. Forældrene ophævede deres samliv i sommeren 2020, og børnene havde siden boet hos M. Børnene havde efter samlivsophævelsen ikke haft samvær med F, bortset fra kortvarigt, overvåget samvær i foråret 2022 mellem B2 og F. Højesteret udtalte, at det følger af forældreansvarslovens § 1 og § 4 og forarbejderne hertil, at afgørelser efter loven, herunder om forældremyndighed og bopæl, skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og at dette hensyn skal komme i første række. Bedømmelsen af, hvad der er »barnets bedste«, skal altid ske ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns forhold, herunder bl.a. barnets egen indstilling samt barnets tilknytning til forældrene. Det indgår i vurderingen som et vigtigt moment, der skal tillægges stor vægt, om den ene forælder uden påviselig grund hindrer den anden forælder i at have kontakt med barnet (samværschikane). I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal der særligt i sager om forældremyndighed og bopæl anlægges et fremtidsorienteret perspektiv, sådan at det ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, må indgå, hvem af forældrene der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets kontakt til den anden forælder. Højesteret lagde til grund, at både F og M havde gode forældrekompetencer. Desuden lagde Højesteret til grund, at B1 og B2’s manglende samvær med F i det væsentlige måtte henføres til M’s handlinger og egen negative indstilling til F. Denne samværschikane måtte indgå med stor vægt ved vurderingen af, om det ville være bedst for børnene enten at tillægge F forældremyndigheden alene eller at fastholde den fælles forældremyndighed og at tillægge ham bopælen. Dette gjaldt, selv om M havde tilkendegivet, at hun på sigt ønskede at etablere et godt samarbejde om børnene. Heroverfor måtte der navnlig lægges vægt på, at M i hvert fald siden samlivsophævelsen i 2020 havde været børnenes primære omsorgsperson, og på Familieretshusets og børneinstitutionens observationer af børnenes negative reaktioner i forbindelse med forsøg på at gennemføre samvær i 2021, 2022 og 2023. Efter en samlet vurdering fastslog Højesteret, at det på nuværende tidspunkt ville være bedst for børnene, at forældrene fortsat havde fælles forældremyndighed, og at børnene fortsat havde bopæl hos M.
Vestre Landsrets dom af 21. juni 2024
Der skulle være deleordning mellem far og hans to børn på trods af forældrenes uenigheder.
Landsretten havde ved en ankedom afsagt i oktober 2022 bestemt, at B1 og B2, der var født i henholdsvis 2018 og 2021, skulle have bopæl hos F og samvær med M i 5 ud af 14 dage. Efter at F i oktober 2023 havde opsagt børnenes institutionspladser uden M’s viden med henblik på at flytte dem til en anden kommune, hvor F’s kæreste boede, traf først Familieretshuset og siden Familieretten ved dom af 3. januar 2024 afgørelse om, at børnene midlertidigt skulle have bopæl hos M og midlertidigt skulle have samvær i en deleordning. Familieretten bestemte under en efterfølgende sag, at børnene fortsat skulle have bopæl hos M, men at der ikke var grundlag for at fortsætte den midlertidige deleordning, idet samværet i stedet skulle fastsættes som en 9/5-ordning. Familieretten henviste i relation til afgørelsen om samvær til forældrenes høje konfliktniveau og vanskeligheder med at samarbejde med hinanden om børnenes forhold til deres bedste. Landsretten tiltrådte familierettens afgørelse om, at børnene skulle have bopæl hos M. Landsretten lagde vægt på oplysningerne om børnenes trivsel og udvikling i det halve år, hvor de havde boet hos M, og at parterne nu var blevet bedre til at samarbejde om børnenes forhold til deres bedste. Det forhold, at F for landsretten klart havde tilkendegivet, at han ikke ville flytte, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsretten fandt imidlertid, at det var bedst for børnene, at samværet blev fastsat som en deleordning og henviste til børnenes gode trivsel og forældrenes forbedrede samarbejde.
Vestre Landsrets dom af 4. juni 2024
Der skulle være overvåget samvær mellem far og datter, selv om datteren havde forklaret, at hendes far slog hende.
B havde fra en tidlig alder haft samvær med F i en 7/7-ordning. Fra omkring sommeren 2023 begyndte B at fortælle, at F slog hende, bl.a. under en samtale i kommunens familieafdeling i august 2023 og i en samtale med familiesagsbehandleren i januar 2024, hvor B også gav udtryk for, at hun ikke ville have samvær med F. Familieretten bestemte herefter, at der ikke for tiden blev fastsat samvær mellem B og F. Familieretten henviste til B’s udtalelser om ikke at ønske samvær sammenholdt med den bekymring, som kommunen udtrykte for F’s forældrekompetencer, og den positive udvikling, som var beskrevet hos B i den tid, hvor der ikke havde været samvær. Landsretten tog F’s påstand om overvågede samvær som en prøveordning til følge. Landsretten fremhævede forældreansvarslovens udgangspunkt om, at der skal være samvær mellem børn og deres forældre. Landsretten pegede i den forbindelse på, at B indtil august 2023 havde haft samvær med F, uden at det efter det oplyste gav anledning til alvorlige problemer. Der skulle herefter være overvåget samvær med henblik på en afklaring af, om der var grundlag for en varig samværsordning.
Østre Landsrets dom af 14. maj 2024
Ikke ændring af barns efternavn mod mors protest.
F ønskede, at B’s efternavn skulle ændres fra M’s efternavn til hans efternavn. M og F havde i ca. ½ år efter B’s fødsel fælles forældremyndighed, og B havde i denne periode bopæl hos M. Siden havde F haft eneforældremyndighed, og B havde løbende haft samvær med M. F henviste som begrundelse for anmodningen til, at det i forbindelse med rejser uden for EU skabte problemer, at han og B ikke havde samme efternavn. Landsretten fandt efter en samlet afvejning af hensynet til hver af parterne, at hensynet til M afgørende talte imod navneændringen. Landsretten lagde navnlig vægt på, at der var tale om en navneændring af indgribende karakter, idet M’s efternavn ønskedes slettet fra barnets navnerække, og på det oplyste om tilknytningen mellem M og B. Familieretten var kommet til samme resultat.
Østre Landsrets dom af 10. maj 2024
Ophævelse af fælles forældremyndighed, selv om der ikke var konflikt om aktuelle fælles beslutninger.
M og F havde gennem lang tid haft et konfliktfyldt forhold og havde siden 2021 i det væsentlige kommunikeret via B, der var født i 2008. F havde i 2023 uden grund forhalet udstedelsen af pas til B og havde først, da politiet henvendte sig til ham, skrevet under. Der havde også i forbindelse med pasudstedelse i 2009-2010 været konflikt. Familieretten lagde efter børnesamtalen med B til grund, at han befandt sig i en loyalitetskonflikt og var væsentligt påvirket af forældrenes dårlige samarbejde. Familieretten fandt derfor holdepunkter for at antage, at M og F ikke fremadrettet ville kunne samarbejde om B’s forhold til hans bedste. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at der ikke var konflikt mellem M og F om aktuelle fælles beslutninger. Familieretten lagde herved også vægt på, at der i nær fremtid skulle træffes beslutninger for B, herunder om uddannelsessted mv. Landsretten stadfæstede i henhold til grundene.
