Faren for at få tvangsfjernet sit barn eller dét at stå midt i en sag om tvangsfjernelse er en stor byrde i sig selv. Det er derfor en fordel at kende lovgivningen på området, så man ved, hvordan man bedst håndterer sagen. Følgende vil belyse området for tvangsfjernelse, herunder lovgivningen på området samt sagens forløb.
Tvangsfjernelse og lovgivningen
Lovgrundlaget for tvangsfjernelse findes i serviceloven. De fleste tvangsfjernelser sker i henhold til lovens § 58, stk. 1, hvorefter der skal være ’’en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling’’.
Loven remser fire situationer op, hvor der kan ske tvangsfjernelse, jf. servicelovens § 58, stk. 1, hvilket er oplistet i det følgende:
- Manglende forældreevner
Den første situation indebærer forældrenes evne til at tage vare på barnets velfærd, sundhed eller udvikling.
- Vold eller overgreb mod barnet eller den unge
Den anden mulighed indebærer, at der kan blive foretaget en tvangsfjernelse, når barnet eller den unge udsættes for overgreb. Der er her tale om fysisk og psykisk vold eller eventuelle seksuelle overgreb.
- Misbrug, kriminalitet eller lignende hos barnet eller den unge
Denne mulighed bliver sjældent brugt i praksis, idet det kan være vanskeligt at forestille sig, at en ung, der er i misbrug eller er kriminel, ikke har andre personlige vanskeligheder, der gør, at den pågældende har svært ved at bo hjemme.
Derfor anvendes denne mulighed ofte i sammenhæng med, at forvaltningen samtidig bruger en af de andre muligheder for at anbringe et barn/en ung uden for eget hjem.
- Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge
Den sidste mulighed bliver anvendt hyppigt. Denne mulighed indebærer, at barnet/den unge har egne vanskeligheder eller en negativ adfærd. Man kan dog kun anbringe, hvis ikke hjælp og støtte både i og uden for hjemmet kan løse problemerne.
Den hjælp og støtte kan bestå i følgende støttemuligheder:
- Familiekonsulent, der kommer i hjemmet
- Sundhedsplejerskeordning
- Aflastningsordning
- Råd og vejledning i et familiebehandlingscenter
- Ophold 24/7 på familiebehandlingscenter eller mor/barn-hjem
- Terapiforløb for barnet/den unge
Proceduren ved en tvangsfjernelse
§ 50 undersøgelsen – den børnefaglige undersøgelse
Kommunen, herunder socialrådgiveren, kan indstille barnet til en tvangsfjernelse. Før socialrådgiveren kan anmode om en tvangsfjernelse, skal vedkommende afdække barnets forhold gennem en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50.
I denne undersøgelse inddrages fagfolk, der har viden om barnets eller familiens forhold. Ifølge lovgivningen kan socialrådgiveren tillige kræve, at der bliver udarbejdet en forældrekompetenceundersøgelse.
Børne og Unge-udvalget – den endelige afgørelse
Såfremt socialrådgiveren vurderer, at tvangsanbringelse er nødvendigt for at sikre barnets trivsel, kan vedkommende indstille sagen til Børne og Ungeudvalget, der træffer den endelige afgørelse.
Børne og Unge udvalget består af:
- To kommunalbestyrelsesmedlemmer
- Én Dommer
- To psykologisk sagkyndige
Før udvalget træffet den endelige afgørelse, har den pågældende part i sagen ret til at fortælle sit synspunkt til sagen på et direkte møde med Børne og Ungeudvalget. En af de rettigheder, der opstår, når forvaltningen kalder Børne og Ungeudvalget til møde, er retten til gratis advokat. Her kan en advokat hjælpe parten, således at parten er godt forberedt og har støtte under hele sagen.
Klage over afgørelsen
Såfremt man er uenig i Børne og Ungeudvalgets afgørelse om tvangsfjernelse, har man mulighed for at klage til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vil behandle sagen på et nyt møde, hvor man får lov til at udtale sig sammen med sin advokat.
Hvis man ikke får en tilfredsstillende afgørelse i Ankestyrelsen, er der mulighed for, at indbringe sagen for Byretten.
