Forældreansvarsloven udspringer af dets hovedformål; hensynet til barnets bedste, barnets ret til trivsel samt beskyttelse, hvilket kommer til udtryk i lovens § 1 – også kaldet formålsbestemmelsen.
Følgende vil omtale lovens § 4 a, der har en central betydning i mange forældreansvarssager om bopæl, forældremyndighed og samvær.
Baggrund
Forældreansvarslovens § 4 a blev indsat i forældreansvarsloven ved lov nr. 202 af 5. marts 2019 om ændring af forældreansvarsloven. Bestemmelsen er indsat med henblik på i højere grad at sikre beskyttelsen af barnet samt sikre, at der i forældreansvarssager ikke opstår nogen form for tvivl om, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse altid skal sættes over andre hensyn, herunder over hensynet til en forælder, der er dømt for personlig farlig kriminalitet.
Udgangspunktet
Efter bestemmelsen gælder en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf eller dømt til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt. eller § 69 eller til forvaring efter straffelovens § 70 for de former for kriminalitet som er oplistet i bestemmelsen, ikke har forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden over barnet, og at barnet ikke har bopæl eller samvær eller anden kontrakt med parten.
Omfattet af bestemmelsen er personfarlig kriminalitet af grovere karakter, som findes at være af betydning for forældrenes evne til at drage omsorg for et barn.
Kriminaliteten skal være af en vis grovhed, hvilket understreges ved, at forælderen er idømt ubetinget fængselsstraf. Bestemmelsen omfatter ligeledes tilfælde, hvoraf forælderen er dømt til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt. eller § 69 eller til forvaring efter straffelovens § 70 – med andre ord, er der tale om retsfølger, der medfører frihedsberøvelse.
Anvendelsesområde
Forældreansvarslovens § 4 a gælder i sager, hvor Familieretshuset eller familieretten skal træffe afgørelse, herunder midlertidig afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og om samvær. Dette gælder også for afgørelser, der vedrører andre parter end forældrene, herunder afgørelser om samvær efter forældreansvarslovens § 20 samt 20 a.
Såfremt der er tale om en sag, hvor parten er dømt for kriminalitet, der ikke er omfattet af forældreansvarslovens § 4 a, kan dette indgå i den konkrete vurdering af barnets bedste jf. § 4 i en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Det skal dog understreges, at kriminalitet kun har betydning, såfremt der er tale om handlinger, der skaber tvivl om, hvorvidt den pågældende forælder er egnet til at drage omsorg for et barn.
Retspraksis
Forældreansvarslovens er bl.a. i TFA2020.193, der vedrører en sag om forældremyndighed efter § 15 a. Faren (F) var idømt fængsel i 12 år samt udvist af Danmark for overtrædelse af straffelovens § 237, idet han havde dræbt sine børns mor. I sagen skulle der efter forældreansvarslovens § 15 a træffes afgørelse om, hvorvidt forældremyndigheden skulle forblive hos F. Det følger af forældreansvarslovens § 4 a, at der ikke kan træffes afgørelse om, at F har forældremyndigheden over børnene, medmindre der er særlige omstændigheder, som taler for at det er bedst for børnene. Efter en samlet vurdering i sagen, forelå der ikke sådanne særlige omstændigheder. F fik derfor ikke forældremyndigheden over børnene.
Undtagelsen
Der er mulighed for at fravige udgangspunktet i § 4 a, hvis det efter en konkret og dybdegående vurdering findes at være bedst for barnet.
Undtagelsen indbefatter, at der kan være tale om særlige omstændigheder, der kan medvirke til, at det efter en konkret, individuel og dybdegående vurdering viser sig at være bedst for barnet at opretholde kontrakten til en forælder, der er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet. Denne undtagelse er dog relativ restriktiv og snæver.
Familieretshuset og familieretten skal i den forbindelse have fokus på, at afgørelsen skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold, jf. § 4, 2. pkt.
I den forbindelse, skal der foretages en helhedsvurdering af barnets bedste. I denne vurdering indgår bl.a. barnets relation samt interesse i at bevare kontakten med forælderen, forbrydelsens karakter, omstændighederne omkring forbrydelsen, herunder om barnet har været vidne til forbrydelsen, samt den tid, der er forløbet siden forbrydelsen blev begået.
Særlige omstændigheder, som f.eks. at parten var meget ung, da kriminaliteten blev begået, eller at der er gået lang tid siden partens løsladelse, indgår i vurderingen af barnets bedste, og kan ikke i sig selv begrunde, at undtagelsen finder anvendelse.
Der skal til brug for vurderingen af barnets bedste foretages en dybdegående undersøgelse. Vigtigst i vurderingen er hensynet til barnets bedste. Barnets tarv er altafgørende.
Forældreansvarslovens § 4 a
Er en part idømt ubetinget fængselsstraf eller dømt til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring efter straffelovens § 70 for overtrædelse af straffelovens §§ 101 a eller 114-114 j, § 136, stk. 2, § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af straffelovens §§ 114-114 j, § 210, kapitel 24 bortset fra § 228 eller af §§ 237, 245, 245 a, 246 eller 262 a, kan der ikke, medmindre det er bedst for barnet, træffes afgørelse om følgende:
- At parten har forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden over barnet efter § 11, § 13, stk. 2, § 14, § 15, stk. 2 eller 3, eller §§ 15 a eller 26-28.
- At barnet har bopæl hos parten efter § 17, stk. 1, eller § 26.
- At barnet har samvær eller anden kontakt med parten efter §§ 20-21, 22, 29 eller 29 a.
Stk. 2. Familieretshuset kan, hvis der foreligger mistanke om, at en part er idømt ubetinget fængselsstraf eller dømt til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring efter straffelovens § 70 for kriminalitet omfattet af stk. 1, indhente oplysninger herom fra Det Centrale Kriminalregister.
