Opholder et barn sig i en boform efter §§ 109 eller 110 i lov om social service med den ene forælder, og godtgøres det, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, skal der af hensyn til barnets bedste efter anmodning fra den forælder, som barnet opholder sig hos, træffes en midlertidig afgørelse om, at barnet ikke har samvær eller anden kontakt med den anden forælder. Dette gælder dog ikke, hvis det anses for bedst for barnet at have kontakt med den anden forælder.
Bestemmelsen træder i kraft 1. januar 2024.
Gældende ret
Forældreansvarsloven regulerer barnets ret til samvær og anden kontakt med den af forældrene, som barnet ikke har bopæl hos.
Hvis der er uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan der efter lovens § 21, stk. 1, træffes afgørelse herom. Aftale eller afgørelse om samvær kan efter lovens § 21, stk. 3, ændres.
Der kan efter § 22 træffes afgørelse om anden kontakt mellem barnet og forælderen og om ændring af en sådan afgørelse. Anden kontakt omfatter bl.a. telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el.lign.
Forældreansvarsloven indeholder i kapitel 5 bestemmelser om midlertidige afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt.
Efter § 29, stk. 1, i forældreansvarsloven kan der under behandlingen af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt træffes en midlertidig afgørelse om samvær eller anden kontakt. Efter bestemmelsen kan det bl.a. under behandlingen af en sag om fastsættelse af samvær bestemmes, at der skal være samvær under den videre behandling af sagen. Bestemmelsen giver også mulighed for under behandlingen af en sag om ophævelse af samvær at suspendere samværet.
Hvis barnet ikke har samvær med den forælder, der anmoder om samvær, skal Familieretshuset efter lovens § 29 a som udgangspunkt hurtigst muligt og inden tre uger træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær.
Afgørelser om samvær og anden kontakt, herunder midlertidige afgørelser herom, træffes efter lovens § 30 a, stk. 2, af Familieretshuset eller familieretten.
Det er forældreansvarslovens klare udgangspunkt, at barnet har ret til kontakt med begge forældre. Det følger således af lovens § 19, stk. 1, at barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.
Efter § 1 i forældreansvarsloven skal hensynet til barnets bedste og til barnets ret til trivsel og beskyttelse i alle forhold, der er omfattet af loven, komme i første række. Afgørelser efter forældreansvarsloven skal efter lovens § 4 træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal ved afgørelsen have fokus på barnets trivsel og på at skærme barnet mod vold og anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare. Endvidere skal der være fokus på at beskytte barnet mod at blive vidne til vold. Sidstnævnte kan bl.a. have selvstændig betydning, hvis barnet tidligere har været vidne til vold mellem forældrene, eller hvis der har været vold mellem forældrene, som barnet ikke har været vidne til, men hvor der er risiko for fremtidig vold, som barnet kan blive vidne til. Det har ikke betydning, hvem der har været offer for volden, og det skal dermed også tillægges betydning, hvis der f.eks. har været vold i forholdet mellem en forælder og dennes samlever.
Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste i §§ 1 og 4 i forældreansvarsloven indeholder loven i § 4 a, stk. 1, en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf for personfarlig kriminalitet af grovere karakter såsom manddrab, seksualforbrydelser eller grov vold eller for overtrædelse af terrorbestemmelser i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. september 2022, ikke mod den anden forælders ønske har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne forælder mod den anden forælders ønske. Dette gælder uanset, om det strafbare forhold er begået mod egne børn, øvrige familiemedlemmer eller andre. § 4 a gælder dog ikke, hvis det anses for bedst for barnet at have kontakt m.v. med den anden forælder.
Formålet med § 4 a i forældreansvarsloven er at sikre, at der i forældreansvarssager ikke opstår tvivl om, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse altid sættes over andre hensyn, herunder over hensynet til en forælder der er dømt for at have begået de nævnte straffelovsovertrædelser.
Straf for kriminalitet, navnlig personfarlig kriminalitet, der ikke er omfattet af § 4 a, stk. 1, indgår i vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Tilsvarende gælder, hvis en forælder ikke er idømt ubetinget fængselsstraf m.v., men eksempelvis betinget frihedsstraf eller bøde, for kriminalitet omfattet af § 4 a, stk. 1. Kriminalitet har dog kun betydning, hvis der er tale om handlinger, der skaber tvivl om, hvorvidt den pågældende er egnet til at drage omsorg for et barn, herunder beskytte barnet mod radikalisering og ekstremisme. Det er navnlig tilfældet ved kriminalitet, der direkte eller indirekte er rettet mod at skade andre mennesker.
Begrebet barnets bedste skal til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for det enkelte barn, og vurderingen af barnets bedste skal altid ske ud fra en individuel vurdering af det enkelte barns forhold. Vurderingen bygger på oplysninger om barnet, herunder oplysninger fra børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer, og på barnets egne synspunkter alt efter barnets alder og modenhed.
Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der tages hensyn til hovedprincipperne i forældreansvarsloven om, at et barn har ret til to forældre, og at forældrene skal tage ansvar for barnet dels ved at drage omsorg for barnet, dels ved at samarbejde om væsentlige beslutninger vedrørende barnet. Forældreansvarsloven bygger således på en formodning om, at det er bedst for barnet at have kontakt med begge sine forældre. Der skal dog altid foretages en konkret vurdering af barnets bedste i den enkelte sag, og der kan således f.eks. træffes afgørelse om at afslå eller ophæve samvær, hvis det er bedst for barnet. Dette vil eksempelvis i udgangspunktet være tilfældet, hvis en forælder har udøvet vold mod barnet, ligesom vold mod den anden forælder kan føre til, at barnets kontakt til den voldelige forælder afskæres.
Som led i fastlæggelsen af, hvad der er barnets bedste, skal der i alle forhold vedrørende barnet tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed. Barnet skal således inddrages under en sag om samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv. Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder. Dette gælder også ved midlertidige afgørelser, men ved disse afgørelser må der dog tages hensyn til afgørelsens midlertidige karakter, og til, at den vil blive fulgt op af en endelig afgørelse. Det må derfor ved midlertidige afgørelser vurderes, hvad der er bedst for barnet ud fra et kortere tidsperspektiv end, hvis der er tale om en endelig afgørelse. Der henvises til §§ 5 og 34 i forældreansvarsloven.
Efter § 109, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte. Boformer efter § 109 i serviceloven benævnes almindeligvis kvindekrisecentre.
Kvindekrisecentres virksomhed omfatter kvinder, som har været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold, trusler om vold eller tilsvarende.
Ophold på et kvindekrisecenter er omfattet af det såkaldte selvmøderprincip, som indebærer en ret for kvinden til at få ophold og modtage hjælp på krisecentre uden forudgående kommunal visitation. Selvmøderprincippet understøtter, at ophold på kvindekrisecentre har en akut karakter og er afgørende for, at kvinder udsat for vold m.v. kan få akut hjælp uden at skulle afvente en afgørelse fra kommunen. Det er således lederen af krisecenteret, der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning af kvinden på krisecenteret, jf. § 109, stk. 3, i serviceloven.
Selvmøderprincippet og lederens indskrivningsret medfører, at kvindekrisecentrene og lederne af disse har en vigtig opgave i forhold til beslutningen om at optage eller afvise en kvinde. Det er afgørende, at kvinder, som får ophold, befinder sig i kerneområdet for krisecentrenes virke. Derfor er visitationsarbejdet på et kvindekrisecenter koncentreret om en grundig visitationssamtale med kvinden. Visitationen foretages således ofte af fagpersonale, der har viden om vold og erfaring med at behandle voldsproblematikker.
Personalet på kvindekrisecentrene har løbende samtaler med kvinderne efter optagelsen, og disse samtaler medvirker til at sikre en løbende overvejelse af, om opholdet på kvindekrisecenteret fortsat er berettiget. Hvis en kvinde ikke længere opfylder betingelserne for opholdet, træffer lederen afgørelse om, at kvinden skal udskrives fra kvindekrisecenteret.
Efter § 110, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Disse boformer henvender sig til både kvinder og mænd og til en bredere målgruppe end voldsramte.
Tilbud efter § 110 i serviceloven (§ 110-tilbud) er ligesom tilbud efter lovens § 109 omfattet af selvmøderprincippet, og det indebærer en ret for borgeren til at få ophold og modtage hjælp på tilbuddet uden forudgående kommunal visitation. Selvmøderprincippet understøtter, at tilbuddet har en akut karakter. Det er lederen af tilbuddet, der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.
Blandt § 110-tilbuddene findes i dag en række specialiserede tilbud, der er målrettet mænd i krise, eksempelvis på grund af partnervold eller skilsmisse. Disse tilbud tilbyder en midlertidig bolig, hvor mændene kan have mulighed for ophold med eventuelle børn. Under opholdet modtager mændene støtte og hjælp.
§ 110 i serviceloven regulerer ikke optagelse af børn, men bestemmelsen er ikke til hinder for, at et barn tager ophold på et § 110-tilbud sammen med den ene forælder.
Når et barn opholder sig på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud med en voldsramt forælder, kan der opstå spørgsmål om barnets samvær med den anden forælder.
Efter forældreansvarsloven vil opholdet ikke i sig selv kunne være grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om afslag på samvær. Bestemmelserne om barnets bedste og trivsel og beskyttelsen af barnet mod vold i lovens §§ 1 og 4 og § 4 a, stk. 1, indebærer imidlertid, at enhver tvivl om barnets trivsel og beskyttelse skal komme barnet til gode, så der ikke fastsættes eller fastholdes et samvær, hvor der er risiko for, at barnet udsættes for vold eller for at være vidne til vold. Oplysning om, at barnet sammen med den ene forælder har taget ophold på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud, er en væsentlig oplysning i den forbindelse.
Efter praksis udsteder kvindekrisecentre erklæringer til Familieretshuset om baggrunden for opholdet, f.eks. at kvinden har været udsat for vold eller trusler om vold. Foreligger der en sådan krisecentererklæring, der samtidigt indeholder oplysninger om barnet og barnets perspektiv på baggrund af volden, vil der kunne være grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om afslag på samvær. Dette forudsætter dog, at volden m.v. er godtgjort eller sandsynliggjort, f.eks. ved politianmeldelse, skadestuerapport m.v.
Ved afgørelsen lægges der også vægt på omfanget af et eventuelt eksisterende samvær, barnets alder, konfliktniveauet mellem forældrene, konkrete beskyttelseshensyn, årsagen til opholdet på kvindekrisecenteret og oplysninger om barnets forhold til den pågældende forælder. Af hensyn til barnets bedste træffes der således i konkrete tilfælde afgørelse om, at samværet kan fastsættes eller ikke skal ophæves, idet det vurderes at være til barnets bedste at opretholde kontakten med den anden forælder.
I praksis forekommer det aldrig eller sjældent, at der søges om samvær med et barn, der opholder sig på et § 110-tilbud, men i givet fald vil sagen blive behandlet på samme måde som ved ophold på et kvindekrisecenter. Det bemærkes dog, at der ved ophold på et § 110-tilbud ikke udstedes en krisecentererklæring som den, der udstedes ved ophold på et kvindekrisecenter.
Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Forældreansvarslovens regler om samvær og anden kontakt skal administreres, så afgørelsen af forældrenes uenighed afspejler den bedst mulige løsning for det konkrete barn. Der er således efter de gældende regler fokus på, at afgørelser om samvær og anden kontakt skal være bedst for barnet.
Med de seneste ændringer af forældreansvarsloven er fokus på barnets trivsel og på at skærme barnet mod vold og anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare eller for at være vidne til vold, blevet skærpet.
Trods dette skærpede fokus på at skærme barnet mod vold m.v. opstår der imidlertid fra tid til anden situationer, hvor der er risiko for, at et barn, der opholder sig på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud med en voldsramt forælder, har samvær med en voldelig forælder.
Efter ministeriets opfattelse er børn, der med en forælder opholder sig på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud på grund af vold eller trusler om vold fra den anden forælder, særligt sårbare, og der må derfor ikke opstå tvivl om hverken mulighederne for at beskytte barnet mod en voldelig forælder eller myndighedernes pligt til at sætte barnets bedste først. Det bør derfor være helt klart, at hensynet til barnet og barnets bedste også i disse situationer skal stå over andre hensyn, herunder også over hensynet til den anden forælders mulighed for at have kontakt med barnet.
Ministeriet finder på den baggrund, at når et barn opholder sig på et kvindekrisecenter eller på et § 110-tilbud med den ene forælder, og det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, bør der efter anmodning træffes en midlertidig afgørelse om, at barnet ikke har samvær og anden kontakt med den anden forælder, medmindre det er bedst for barnet at have kontakt med den anden forælder.
En sådan ordning vil understøtte forældreansvarslovens fokus på, at afgørelser efter loven skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at beskytte barnet mod at være vidne til vold.
Ministeriet finder, at der helt undtagelsesvist kan være situationer, hvor det efter en konkret og individuel vurdering er bedst for barnet at have kontakt til den forælder, som barnet ikke opholder sig hos, mens sagen undersøges nærmere. Der vil således under hensyn til barnets bedste kunne fastsættes samvær, eventuelt under overvågning, eller der kan fastsættes anden kontakt, f.eks. videomøde.
Ministeriet finder endelig, at denne ordning ikke må gøre det muligt at omgå et andet bærende princip i loven om, at der er en generel formodning for, at det er bedst for et barn at have kontakt med begge forældre.
Gældende ret fra 1. januar 2024
Det foreslås, at der som § 29 b i forældreansvarsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter der af hensyn til barnets bedste skal træffes en midlertidig afgørelse om, at et barn ikke har samvær og anden kontakt med den anden forælder, når barnet opholder sig i en boform efter servicelovens §§ 109 eller 110 med den ene forælder, det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, og den forælder, som barnet opholder sig hos, anmoder om, at der ikke er samvær eller anden kontakt med den anden forælder. Efter den foreslåede bestemmelse skal dette dog ikke gælde, når det anses for bedst for barnet at have kontakt med den anden forælder.
Forslaget vil betyde, at når et barn, der er involveret i en sag om samvær, opholder sig på et kvindekrisecenter eller i et § 110-tilbud sammen med den ene forælder på grund af vold eller trusler om vold fra den anden forælder, vil det som udgangspunkt være bedst for barnet, at der træffes afgørelse om at suspendere et allerede fastsat samvær eller om midlertidigt at afslå at fastsætte samvær, herunder også kontaktbevarende samvær efter § 29 a i forældreansvarsloven. Dette vil dog forudsætte, at den forælder, der opholder sig med barnet på kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, anmoder om, at der ikke skal være samvær.
Bestemmelsen vil kun finde anvendelse, hvis det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, og det derfor umiddelbart anses for bedst for barnet ikke at have kontakt med den anden forælder. Ved ophold på et kvindekrisecenter vil dette normalt kunne godtgøres ved fremlæggelse af en krisecentererklæring, som kvindekrisecenteret har udfyldt, og ved ophold på et § 110-tilbud vil dette normalt kunne godtgøres ved, at tilbuddet bidrager med lignende oplysninger om årsagen til opholdet m.v.
Med henblik på vurderingen af barnets bedste bør erklæringen indeholde oplysninger om den vold eller trusler herom, som er foregået i familien, en beskrivelse af behovet for midlertidigt at skærme barnet fra at have kontakt med den anden forælder samt oplysninger om barnets situation og belysning af barnets perspektiv, herunder i forhold til hvordan volden m.v. påvirker barnet, og hvordan barnet selv oplever sin situation i forhold til at have kontakt med den anden forælder. Det vil kunne være nødvendigt at supplere erklæringen med f.eks. andre sagkyndige udtalelser, politianmeldelse af volden m.v., skadestuerapport m.v.
Fremlægges der ikke en erklæring fra kvindekrisecentret eller tilsvarende oplysninger fra § 110-tilbuddet, vil det bero på en konkret vurdering, om det trods den manglende erklæring vil kunne anses for godtgjort, at betingelserne for at anvende den foreslåede bestemmelse vil være opfyldt. Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget ikke vil pålægge de omhandlede kvindekrisecentre og § 110-tilbud at udarbejde de nævnte erklæringer m.v.
Flytter barnet fra kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, inden der er truffet en midlertidig afgørelse, vil den foreslåede bestemmelse ikke længere finde anvendelse.
En afgørelse truffet efter den foreslåede bestemmelse vil ikke bortfalde, selvom barnet flytter fra kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, og den vil heller ikke bortfalde, selvom den omhandlede vold og de omhandlede trusler er anmeldt til politiet, og politiet beslutter ikke at foretage videre i sagen. Samværsforælderen vil dog under henvisning til disse omstændigheder kunne søge om fastsættelse af midlertidigt samvær under den fortsatte behandling af sagen. Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse ved afgørelsen af denne ansøgning.
I de situationer, hvor den foreslåede bestemmelse ikke vil finde anvendelse, vil det forhold, at barnet opholder sig på kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, indgå i den almindelige vurdering af barnets bedste og hensynet til barnets trivsel og beskyttelse mod vold m.v.
Er der truffet afgørelse om at suspendere et samvær eller en anden kontakt eller om midlertidigt at afslå at fastsætte samvær eller anden kontakt, vil afgørelsen skulle følges op af en nærmere undersøgelse af barnets bedste med henblik på, at der træffes en endelig afgørelse i sagen. Under behandlingen af sagen vil en afgørelse om midlertidigt afslag på samvær eller anden kontakt kunne ændres således, at der fastsættes midlertidigt samvær under den videre behandling af sagen, eventuelt alene i begrænset omfang eller under overvågning.
